Fodboldfeberen har for alvor bredt sig. VM-kampene ruller over skærmene, og millioner af seere følger med, når både spillere og dommere træffer afgørende beslutninger på splitsekunder. Beslutninger, der i sidste ende kan blive afgørende for kampens udfald.
Men hvordan er det egentlig at stå midt i presset, når millioner af øjne følger hver eneste kendelse? Det ved den tidligere topdommer Felix Brych alt om. Den tyske fodbolddommer har mere end to årtier som international topdommer bag sig. I dag har han skiftet grønsværen ud med foredragsscenen, hvor erfaringerne fra fodboldbanen oversættes til foredrag om lederskab, beslutningstagning og dét at præstere under pres.
Men selvom Felix Brych har rygsækken fyldt med anekdoter fra topkampe med verdens største fodboldstjerner, er historierne fra banen aldrig målet i sig selv, når han står over for sit publikum.
“Folk forventer selvfølgelig historier fra min tid som dommer, og dem får de også. Men jeg sørger altid for, at anekdoterne understøtter en pointe, for i sidste ende er det budskaberne, der gør en forskel.”
Budskaberne udspringer af de mange år med fløjten i hånden, men handler om noget mere universelt, som de fleste kan spejle sig i.
“Jeg tager udgangspunkt i min tid som dommer og drager paralleller til erhvervslivet. Lederskab, fokus og dét at træffe beslutninger i et ustabilt miljø er temaer, der går igen, uanset om man står på en fodboldbane eller leder en virksomhed.”
Foredrag på sidelinjen
Vejen til foredragsscenen var ikke planlagt på forhånd. Den tog form, da Felix Brych i 2021 stoppede som dommer på internationalt niveau og i stedet rettede sit fokus hjem til den tyske bundesliga.
“Da jeg besluttede, at jeg ikke længere skulle dømme på internationalt niveau, havde jeg pludselig fået en masse frihed foræret. Min rejsetid blev kortere og friheden større”
Hvor de fleste hverdagsaftener tidligere var optaget af kampe i alle verdenshjørner, oplevede Felix pludselig at have tid til andre projekter på sidelinjen. Den ekstra tid blev blandt andet brugt på at skrive en bog om livet som international topdommer.
Det var i kølvandet på bogen, at foredragsbureauet Athenas fik øjnene op for Felix Brych som foredragsholder.
Ifølge landedirektør for Athenas Tyskland, Yan Sebastian Doll, var det ikke alene den internationale dommerkarriere, der gjorde Felix Brych interessant, men i lige så høj grad hans evne til at omsætte erfaringerne fra fodboldbanen til indsigter, som andre kan spejle sig i.
“Felix kombinerer en dyb forståelse for beslutningstagning, krisehåndtering og grundig forberedelse med en professionel, humoristisk og nærværende sceneoptræden. Samtidig formår han at gøre erfaringerne fra international topfodbold relevante og let tilgængelige for sit publikum”, siger Yan Sebastian Doll.
Felix Brych indledte et samarbejde med foredragsbureauet Athenas, og det blev startskuddet til hans foredragskarriere.
“Efterhånden begyndte jeg at holde flere og flere foredrag ved siden af mit job som dommer i den tyske bundesliga. Athenas håndterer alt det praktiske, og så fokuserer jeg på at levere det bedste foredrag” fortæller Felix Brych
I dag har Felix Brych lagt fløjten helt på hylden, men selvom dommerkarrieren er slut, så har han ikke forladt sporten helt. I dag arbejder han fuld tid for det tyske fodboldforbund, DFB, og holder foredrag ved siden af, når kalenderen tillader det.
Nye rammer, samme mindset
På papiret er der langt fra en Champions League-kamp til en konferencescene eller et foredrag i en mellemstor virksomhed. Men ifølge Felix Brych er der flere ligheder, end mange forestiller sig.
“På fodboldbanen er det mig, der har ansvaret. Jeg har et dygtigt team omkring mig, men det er mig, der skal træffe beslutningerne. Sådan er det også som foredragsholder. Publikum har valgt mig, de stoler på mig, og de forventer, at jeg leverer.” siger han
Derfor går han også til sine foredrag med samme seriøsitet, som han gik til de største kampe i sin dommerkarriere.
“Jeg vil altid levere mit bedste. Når en virksomhed inviterer mig ud, har de investeret både tid og penge, og så føler jeg et ansvar for at give dem en god oplevelse”
Selvfølelsen, når foredraget er slut, vækker minder for den rutinerede fodbolddommer og foredragsholder.
“Når jeg går ned fra scenen, minder det mig om at komme ind i omklædningsrummet efter en kamp. Man mærker lettelsen, når presset slipper. Selvfølgelig er det ikke det samme som at dømme en topkamp, men følelsen af at have præsteret er faktisk meget sammenlignelig”
Ifølge den internationale foredragsrådgiver Anders Gisselmann, der af flere omgange har sparret med Felix Brych om udviklingen af hans foredrag, har overgangen fra fodboldbanen til foredragsscenen krævet et skift i mindset, som de sammen har arbejdet meget med
“På en fodboldbane er dommerens præstation ofte bedst, når ingen lægger mærke til ham. Som foredragsholder er det omvendt. Her skal du turde fylde scenen med både din faglighed og din personlighed. Den balance har Felix arbejdet målrettet med, og det lykkes han rigtig godt med” siger Anders Gisselmann.
Selvom Felix Brych ikke længere løber rundt med fløjten, følger han stadig VM tæt. Og én ting har ikke ændret sig.
“Jeg tror altid, jeg vil se fodbold med dommerbrillerne på. Jeg kan godt slappe mere af i dag, men mit arbejde kræver stadig, at jeg analyserer kampene. Den måde at se fodbold på forsvinder nok aldrig helt.”
