Anders Bæk er ekspert i kunstig intelligens, foredragsholder og forfatter til bogen AI-Epoken. Han følger den teknologiske udvikling tæt og har fingeren på pulsen, når det gælder de seneste tendenser inden for AI. Derfor har vi spurgt ham, hvordan kunstig intelligens påvirker foredragsbranchen i dag, og hvordan han ser på fremtidens brug af kunstig intelligens.
AI ændrer måden, vi arbejder på
De fleste af os har allerede allieret os med en chatbot, enten på arbejde eller privat. AI-værktøjet kan hjælpe os med små opgaver, som at læse korrektur eller formulere en fælles mail. Men det kan også bruges til mere omfattende opgaver, som at analysere data, udvikle computerprogrammer, producere visuelt materiale eller lave et udkast til en hjemmeside.
En af de nyeste udviklinger er såkaldte AI-agenter, som kan udføre hele arbejdsprocesser på brugerens vegne. En AI-agent kan eksempelvis researche en virksomhed, analysere information, udarbejde et brief og samle resultaterne i et dokument.
Det er efterhånden kun fantasien, der sætter grænserne for brugen af den kunstige intelligens, og ifølge Anders Bæk har AI ændret arbejdsgangene for de fleste af os:
“Vi bliver i højere og højere grad AI-managere, som får et kompetent hold af AI-assistenter under os, der kan klare alverdens typer af opgaver.”
Men ifølge Anders betyder det ikke, at vi alle bliver erstattet af en chatbot, inden vi får set os om. Det betyder i højere grad, at den gennemsnitlige vidensarbejder får fyldt sin rygsæk med kompetencer, som vi ikke før har været i besiddelse af:
“Vi kan lave opgaver hurtigere, og samtidig kan vi nu udføre opgaver, som vi aldrig har været i stand til at udføre før. Man kan fx lave brugbare computerprogrammer, selvom man ikke kan kode, eller man kan lave flotte billeder selvom man aldrig har rørt Photoshop.”
Hvordan kan foredragsholdere udnytte AI?
Ligesom i de fleste andre jobs kan foredragsholdere også udnytte AI til at optimere deres produkt og effektivisere arbejdet. Særligt til den visuelle del af et foredrag kan den kunstige intelligens være en fremragende assistent, hvis man ikke nødvendigvis selv har grafiske evner eller blik for de visuelle virkemidler.
“Jeg bruger især AI meget til det visuelle. Jeg får AI til at producere interessante billeder, som jeg kan indsætte i min præsentation. Jeg bruger den også til at lave flotte grafer, der er mere spændende at kigge på, end dem jeg selv evner at lave.”
Det er dog vigtigt altid at kaste et kritisk blik på det output, AI-værktøjet giver, så man ikke ender med at bruge et billede af en AI-genereret person med syv tommelfingre eller præsentere en graf med to x-akser i sin præsentation.
Det samme gælder, hvis man bruger ChatGpt i sin forberedelsesproces. til at lave dybdegående research, før man besøger en kunde. En foredragsholder kan eksempelvis bruge teknologien til at researche en kunde eller analysere en branche. For ifølge Anders Bæk er det væsentligt, at man som foredragsholder sætter sig grundigt ind i, hvilken kunde man holder foredrag for, så man kan tilpasse sit foredrag efter deltagerne.
“Det kan være smart at sparre med AI, når man skal sætte sig ind i, hvem kunden er, men som altid er det vigtigt at være kritisk og ikke nødvendigvis tage alle resultater for gode varer.”
Risici ved brug af AI
Selvom nogle måske kan lade sig friste af at lade AI gøre alt det grove arbejde, så fraråder Anders Bæk på det kraftigste, at man får AI til at arbejde for sig. I stedet anbefaler han, at man bruger AI som sparringspartner.
“AI skal ikke erstatte dig, det skal supplere dig. Det skal fungere som en god samarbejdspartner. Lad derfor aldrig AI lave alt arbejdet for dig.”
For at udnytte AI’s potentiale bedst muligt skal man fodre den med de rigtige oplysninger, såkaldte prompts. Det er brugerens kommando, som er altafgørende for det resultat, man får, siger Anders Bæk.
“I stedet for fx at sige: ‘Lav hele denne præsentation for mig’, så brug i stedet prompts som ‘Hvordan kan jeg gøre dette mere skarpt?’ eller ‘Hvordan formidler jeg dette område bedst muligt til denne type deltager?'”
På den måde vil det stadig være foredragsholderens egen personlighed, der skinner igennem i præsentationen.
Mødet med mennesket bliver afgørende
Når man taler om kunstig intelligens, opstår spørgsmålet ofte, om teknologien på sigt vil overtage vores jobs. Men Anders Bæk tvivler på, at AI vil reducere behovet for menneskelige eksperter og oplægsholdere.
Han ser nærmere det modsatte scenarie udspille sig og peger på, at vi lige nu oplever en udvikling, hvor stadig mere indhold produceres eller assisteres af AI.
“Problemet er, at så forsvinder det menneskelige og autentiske element, alt bliver generisk og sjæleløst.”
Netop derfor forventer han, at efterspørgslen efter menneskelige foredragsholdere vil stige i de kommende år.
“Jeg tror, at foredragsholderne vil opleve en endnu større efterspørgsel i fremtiden, da vi i højere grad vil sætte pris på, at et ægte menneske kommer ud og fortæller om et givent emne.”
Derfor handler fremtidens succesfulde foredrag ifølge Anders Bæk ikke om at vælge mellem menneske og maskine. Det handler om at kombinere det bedste fra begge verdener: AI som en intelligent assistent og foredragsholderen som den autentiske ekspert, der formidler indsigter og skaber relationer.
