Fra beautyboss til foredragsholder

Sam Shimoun kom som ung voksen fra Syrien til Danmark på egen hånd. Siden skabte han en karriere i beautybranchen, startede på universitetet og nu kaster han sig ud i en tilværelse som foredragsholder.

Forfatter: Sarah Bjerg Hahn-Petersen

maj 20, 2026

“Jeg går all in”

Sådan lyder Sam Shimouns mantra, uanset om det gælder hans virke som makeupartist, studerende eller foredragsholder. Sam gør aldrig noget halvt, og den indstilling har blandt andet sikret ham titlen som “Danmarks bedste makeupartist” i 2010.

Men nu er modebranchen skiftet ud med foredragsscenen. Sam er i gang med at skrive et nyt kapitel som foredragsholder, og med de første bookinger i kalenderen er han allerede godt på vej.

Fra Syrien til Danmark

Sam er vokset op i Syrien med sin familie, og allerede i en ung alder oplevede han, hvad det vil sige at være en minoritet, da han var blandt de få kristne i et muslimsk land. Samtidig drømte han om en tilværelse i Europa med rettigheder og frihed.

“Jeg har altid beundret Europa og drømt om at komme hertil.”

Denne drøm gik i opfyldelse, da Sam for 26 år siden kom til Danmark alene. Her startede han på frisørskolen og afsluttede som en af de bedste. I forbindelse med sin svendeprøve modtog han endda en medalje af Dronning Margrethe II, hvilket for Sam blev et vigtigt symbol på, at han havde fundet sin plads i Danmark.

Siden da arbejdede Sam hårdt og passioneret for at skabe en succesfuld karriere i beautybranchen, og i 2010 kulminerede det hårde arbejde, da han vandt prisen som Danmarks bedste makeupartist.

“Det blev et vendepunkt for mig, for med den titel åbnede der sig nye døre, og pludselig voksede min karriere i kometfart.”

I de følgende år arbejdede Sam på øverste hylde i sit felt. Han blev blandt andet headhuntet af Vogue og arbejdede i Paris for Jean Paul Gaultier. Derudover blev han ofte hentet ind, når kendisser, politikere og kongelige skulle gøres klar til den røde løber.

Sam tilskriver ikke kun sin succes talent og passion, men også den måde, han møder verden på:

“Jeg har altid mødt verden, mennesker og udfordringer med et positivt sind, og jeg er bestemt ikke bange for at tage arbejdshandskerne på, når der er noget, jeg gerne vil opnå.”

At starte forfra
Denne indstilling er muligvis Sams stærkeste våben i det karriereskift, han er midt i nu. For på trods af en succesfuld karriere har han sat det hele på pause for at studere Europæisk Etnologi på Københavns Universitet.

“Jeg fik sådan en følelse af, at jeg skulle noget nyt, noget mere. Så jeg satte min karriere på pause og begyndte på universitetet.”

Universitetet blev samtidig springbrættet til Sams spirende karriere som foredragsholder. Med rygsækken fyldt med teorier om kultur og diversitet, kombineret med hans egne erfaringer med kulturforståelse, har han skabt et fundament for de foredrag, han drømmer om at holde endnu flere af.

“Jeg taler om at forlade sin familie og alt det, der er trygt. Om at bygge noget nyt op og møde alle de udfordringer, der følger med.”

Sam har allerede holdt sine første foredrag for unge mennesker, men han drømmer også om at tage sine foredrag til et niveau, hvor han kan ramme bredere med emner som motivation, udvikling og mål.

For en stund har Sam vendt sit gamle fag ryggen for at gå all in på drømmen om en karriere som foredragsholder. Selvom han stadig er ny i branchen, er han ikke bange for at kaste sig ud i noget nyt eller række ud efter hjælp undervejs.

“Jeg har egentlig bare fulgt min intuition og rakt ud efter relevante aktører, som kan hjælpe mig videre. Jeg har prøvet at starte en karriere op fra bunden før, så jeg hviler i, at det nok også skal lykkes denne gang.”

Når Sam er ude at holde sine foredrag, oplever han, at deltagerne finder hans historie og budskaber relevante. Alligevel mangler han stadig at sparke døren helt ind til en branche, hvor det kræver mere end blot en god fortælling at skabe en bæredygtig forretning.

“Branchen er jo som at være iværksætter. Der er så mange ting, man skal have styr på, hvis man vil slå igennem. Men jeg ved heldigvis af erfaring, at det altid er to skridt frem og ét tilbage. Så jeg bliver bare ved med at klø på, for så længe passionen er der, så er det min drivkraft.”

Det er netop passionen og ønsket om at inspirere andre, der driver Sam fremad i hans nye karrierevej. For ham handler succes ikke kun om bookinger og vækst, men om at skabe noget med mening og gøre en forskel for andre mennesker gennem sine foredrag.

“Jeg vil føle mig succesfuld som foredragsholder, når jeg har bygget noget op, hvor jeg kan dele mit budskab og fortsætte med at inspirere andre gennem mine foredrag.” 

Om foredragsscenen bliver Sams næste store gennembrud, ved han endnu ikke. Men én ting virker sikkert: Han går ind i det med samme kompromisløse tilgang, som har præget resten af hans liv. 


Mest populære artikler

Rikke Nordentoft Damborg er General Manager & Partner i eventbureauet Eventually. Bureauet har hovedkontor i København, men over halvdelen af

Efter 15 år som succesfuld foredragsholder havde René Oehlenschlaeger brug for en pause. Noget føltes forkert. Motivationen var væk, og

Den 12. marts samledes tusindvis af eventplanlæggere, leverandører og branchefolk for at udforske de nye tendenser, der er med til

I dagens marked er de mest succesfulde foredragsholdere ikke nødvendigvis kun dem, der er stærke på scenen, men dem, der

About cookies
SpeakersWatch

We use cookies to make the site more usable and give you a better experience as well as for statistics. You can opt in and out of cookies by clicking on the buttons below.

Necessary cookies

This section shows necessary cookies, which must be used for the website to function optimally.

Services:

  • .doubleclick.net
Statistics

Statistical cookies give website owners insight into users' interaction with the website by collecting and reporting information anonymously.

This section shows statistical cookies that we use to analyze user behavior on our site.

Services:

  • .bing.com
Marketing cookies

Marketing cookies are used to track users across websites. The intention is to show ads that are relevant and engaging for the individual user, and thus more valuable to publishers and third-party advertisers.

This section shows marketing cookies, which help provide the user with more relevant advertising.

Services:

  • Facebook
  • Bing
  • doubleclick.net