Jeg har ikke noget problem med nonverbal kommunikation som begreb. Hvis du er kedelig på scenen, laver forstyrrende bevægelser eller vifter unødigt med armene, skal du arbejde med det, præcis som du ville arbejde med dit manuskript, din publikumsinddragelse og din samlede performance.
Min udfordring med nonverbal kommunikation, præsentationsteknik, kropssprog eller hvad vi vælger at kalde det, er, at mange talere tror, at vejen til at blive en stærk og kommercielt succesfuld foredragsholder er brolagt med kropssprog alene. Det er ganske enkelt ikke rigtigt.
Et stærkt kropssprog kan aldrig kompensere for et dårligt opbygget keynote-foredrag, hvis du er professionel foredragsholder. Det kan være et nyttigt værktøj for en CFO, der skal gøre tørre regnskaber interessante, men for en professionel foredragsholder holder det ikke. At lede efter værktøjer eller genveje til at få noget middelmådigt til at fremstå imponerende er ikke løsningen. Hvis du vil have succes som foredragsholder, er kropssprog ganske enkelt ikke det sted, du skal starte.
For at forklare mit synspunkt og til tider min distance til kropssprog i offentlig tale, vil jeg tage dig med tilbage til mine tidlige dage i foredragsbranchen. Det var i efteråret 2000 ved en forelæsning på Teknologisk Institut i København, hvor jeg som ny i branchen første gang hørte et oplæg om teknikker og den angiveligt enorme betydning af nonverbal kommunikation, når man taler til et publikum.
Jeg kunne godt se appellen i at gøre de uhåndgribelige sider af kropssprog og nonverbal kommunikation målbare og konkrete, især for dem, der underviser i nonverbal kommunikation. Men de udsagn gjorde mig urolig. På det tidspunkt deltog jeg dagligt i forelæsninger og præsentationer, og intet i mine iagttagelser understøttede forestillingen om, at de talte ord var så ubetydelige.
Så jeg var nødt til at undersøge, hvor disse magiske tal kom fra, og hvordan nogen overhovedet kunne måle dem så præcist. “55-38-7-reglen” stammer fra studier af nonverbal kommunikation udført i 1967 af Mehrabian & Ferris og Mehrabian & Wiener.
Jeg stødte hurtigt på kritiske artikler, der satte spørgsmålstegn ved validiteten af denne forskning, og kort efter fandt jeg ud af, at hovedforskeren, den iransk-amerikanske psykolog Albert Mehrabian, var fuldt ud klar over, at dele af hans resultater var blevet misforstået og bredt fejlciteret.
Mehrabians studier nævner “7 percent verbal, 38 percent vocal og 55 percent facial”. I oversættelser, herunder på skandinaviske sprog, gengives disse begreber ofte som “7 procent talte ord, 38 procent tone og 55 procent kropssprog”. Det er tydeligt, at oversættelsen af “vocal” til “tone” kan diskuteres, og at “facial” oversat til “kropssprog” er en tilsnigelse.
Kropssprog er ikke problemet
Jeg har intet imod kropssprog; det spiller uden tvivl en rolle for dig som taler. Men det har ikke den afgørende betydning, som myten påstår. Vi kan ikke sidestille kropssprogets rolle i forhandlinger, jobsamtaler, dating eller forældreskab med dets rolle for en professionel foredragsholder.
Denne globale HR-chef er langt fra den eneste, der deler denne opfattelse. Præsentationsteknik er efterspurgt, fordi vi antager, at måden, vi siger ting på, er vigtigere end selve budskabet, og fordi det føles betryggende at have tal, der bakker vores udsagn op.
Mehrabian gennemførte sandsynligvis et udmærket studie, og det var aldrig hans hensigt at sprede misinformation. Men hans studier blev først misforstået og siden misbrugt af fortalere for nonverbal kommunikation, som ønskede et enkelt svar. 55-38-7-modellen er en gave til de ukritiske. De kan tage den til sig og få en universelt anvendelig, færdig standard.
Det, der altid har overrasket mig, er, hvor mange foredragsholdere der fortsat promoverer nonverbal kommunikation og myten uden at forholde sig til dens rigtighed. Måske skyldes det, at der er et marked for den slags forenklede budskaber; ledere har brug for, at deres teams kan relatere til noget konkret, og skarpe budskaber sælger.
Misforståelsen af Mehrabians konklusioner er et godt eksempel på, hvordan teori og “forskning” kan blive drejet, så det passer til en bestemt fortælling. 55-38-7-reglen er ikke det eneste element, der bliver misbrugt i undervisningen i præsentationsteknik. Nye statistikker dukker jævnligt op og får præsentationsteknik og nonverbal kommunikation til at fremstå som raketvidenskab.
Konklusionen er, at du heller ikke som professionel foredragsholder kan ignorere kropssprog. Men det er afgørende at være realistisk omkring, hvad et fokus på kropssprog faktisk kan gøre for din karriere som foredragsholder. Overvej, om du har vigtigere udfordringer, du bør prioritere først. Kropssprog bør først blive et fokus, når du har et salgbart foredragsprodukt og arbejder på at finpudse din performance.
Selv ChatGPT er hoppet med på vrøvlet
Da jeg lagde denne artikel op, spurgte jeg ChatGPT: “Kan du give et videnskabeligt eksempel, der viser betydningen af kropssprog i keynote-foredrag?” Og voilà, internettet flyder over med utallige kopier af Mehrabians model, og ChatGPT kan endnu ikke gennemskue dens svagheder.
ChatGPT:
Mehrabian-eksperimentet (1971) undersøgte, hvordan mennesker fortolkede følelsesladede ord, når der var uoverensstemmelse mellem talte ord, tone og kropssprog. Deltagerne lyttede til ord som “kærlighed” og “had”, udtalt med enten positiv eller negativ tone og kropssprog, og blev derefter bedt om at vurdere den følelsesmæssige betydning.
Resultater:
Mehrabian konkluderede, at når ord, tone og kropssprog ikke stemmer overens, har vi en tendens til at læne os op ad nonverbale signaler:
- Kun 7 % af budskabet blev tilskrevet ordene.
- 38 % blev tilskrevet tonen.
- Hele 55 % blev tilskrevet kropssprog.
Selvom “7-38-55-reglen” ikke gælder for al kommunikation, fremhæver den kropssprogets og tonens rolle for følelsesmæssig forståelse og tillid.