Gyrid Beck Solberg voksede op i Norge med sin familie. At tale foran andre var et naturligt samtaleemne rundt om middagsbordet, da Gyrids far var en af Skandinaviens første motivationsforedragsholdere. Men selv om hun fra en tidlig alder var omgivet af foredragsverdenen, var det aldrig en selvfølge, at Gyrid selv skulle ende på scenen.
“Som håndboldspiller og senere træner opdagede jeg, at jeg havde en særlig evne til at inspirere spillerne og sige de rigtige ting lige før, vi gik på banen.”
På trods af sit naturlige talent for at motivere andre valgte Gyrid i første omgang en anden karrierevej. Hun arbejdede med udsatte unge og havde en aftale med sin leder, som gav hende mulighed for at tage fri, når hun blev inviteret til at holde et foredrag.
“Jeg følte, at det var vigtigt at hjælpe, hvor jeg kunne, og derfor prioriterede jeg at takke ja til foredragsinvitationer, når de kom.”
Efterspørgslen begyndte dog hurtigt at vokse. Den voksede så hurtigt, at det til sidst blev umuligt at kombinere et fuldtidsarbejde med livet som foredragsholder.
“Det var dér, jeg traf beslutningen om at satse fuldt ud på mit arbejde som foredragsholder.”
Når kroppen siger fra
På trods af Gyrids stigende succes føltes noget forkert, hver gang hun skulle træde frem foran et forventningsfuldt publikum. Bag scenetæppet vendte hendes krop sig imod hende.
Før hver eneste optræden bøjede hun sig forover og kastede op.
“I det øjeblik jeg trådte op på scenen, tog jeg en professionel facade på, selvom jeg var rædselsslagen.”
Men en dag, for mere end ti år siden, ændrede noget sig for Gyrid.
“En nær ven sagde engang til mig, at jeg ikke var autentisk, når jeg talte. Han kunne ikke rigtig mærke mig, og derfor havde mine ord ikke den store værdi for ham.”
Selvom hendes kalender var fyldt med foredrag om ansvar, bevidsthed og inspiration, gik det op for Gyrid, at hun ikke selv levede efter de værdier. Hun var god til at rådgive andre, men fulgte aldrig sine egne råd. Hendes vens ord ramte hende dybt.
“Han havde fuldstændig ret. Jeg var ikke autentisk. Jeg levede ikke efter min egen filosofi om at tage ansvar. Jeg lod bare stå til og fortsatte med at kaste op.
Jeg er god nok
Fra den dag begyndte Gyrid at arbejde intenst med sig selv. Hun øvede sig i at gentage én simpel sætning:
“Jeg er god nok.”
Hun begyndte at bruge de samme værktøjer, som hun altid havde delt med sit publikum. Og da hun lykkedes med at tage ansvar for sine egne tanker og stod fast i troen på, at hun var god nok, reagerede hendes krop også.
“Jeg stoppede med at kaste op.”
I dag er Gyrid overbevist om, at den autenticitet, hun fandt gennem dette indre arbejde, har gjort hende til en bedre foredragsholder.
“I det øjeblik du oprigtigt tror på det, du siger, bliver du autentisk. Det er dér, folk begynder at lytte, når de virkelig kan mærke det.”
For Gyrid handler autenticitet ikke om at være perfekt. Det handler om at stå ved sit budskab.
“Efter min mening vil du før eller siden blive gennemskuet, hvis du spiller en rolle på scenen, præcis som jeg gjorde. Det kan fungere i en periode at være en god skuespiller, men jeg er overbevist om, at du bliver en bedre foredragsholder, når du er autentisk og tro mod dit emne.”
Nervøsitet som en styrke
I dag føler Gyrid sig rolig og har en stærk tro på sig selv, men hun oplever stadig nervøsitet, før hun går på scenen. Når den opstår, har hun en lille seddel i lommen med det norske ord trygg skrevet på. Det er en enkel påmindelse om at bevare roen og stole på, at hun kan.
“At være nervøs er også en styrke. Det viser, at det betyder noget for mig.”
Gyrids mål har aldrig været at fjerne nervøsiteten, men at lære at håndtere den. Selvom nervøsitet og usikkerhed tidligere gav hende store udfordringer, og mere end ét måltid kom op igen, tvinger det hende også til at holde sig skarp.
“Jeg må aldrig blive for komfortabel. Hvis jeg vil forblive relevant, er jeg nødt til at være kritisk over for mig selv og det, jeg leverer.”
Efter hvert foredrag reflekterer Gyrid kritisk over én ting, hun vil forbedre næste gang. Hun justerer, finpudser og stræber konstant efter at blive en smule bedre for hver præsentation. Ikke i jagten på perfektion, men for at forblive relevant.
Og når hun forlader scenen, gør hun det altid med de samme ledende ord:
“Godt gjort er bedre end godt sagt.”